Færøske og grønlandske elever kan nu blive på skolehjem i ferier

Elever fra Færøerne og Grønland, der tager en erhvervsuddannelse i Danmark, kan fra i år blive boende på deres skolehjem i ferier og på helligdage. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Hidtil har mange skolehjem haft lukket i ferieperioder og på helligdage. Det har skabt udfordringer for elever fra andre dele af Rigsfællesskabet, som har langt hjem og derfor ikke uden videre kan rejse frem og tilbage.
Med den nye ordning kan skolehjem få taxametertilskud for færøske og grønlandske elever i de perioder, hvor de holder åbent. Samtidig bliver det et krav for at modtage tilskud, at skolehjemmene tilbyder ophold i ferier og på helligdage – dog ikke i sommerferien. Skolehjemmene opfordres desuden generelt til at tilbyde weekendovernatning til elever med behov.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye siger:
"Alle unge i Rigsfællesskabet skal have gode muligheder for at tage en erhvervsuddannelse, hvis de ønsker det. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu har fundet en løsning, hvor elever fra Færøerne og Grønland ikke skal bruge tid og penge på at rejse hjem eller finde andre steder at bo i ferier og på helligdage, men har mulighed for en stabil hverdag på skolehjemmet. Jeg håber, det betyder, at vi i fremtiden uddanner flere faglærte fra Færøerne og Grønland."
Initiativet er en del af aftalen fra maj 2025 om at styrke erhvervsuddannelserne. Her er der afsat midler til både åbne skolehjem og bedre sociale miljøer.
Faktaboks
- Gælder: Elever fra Færøerne og Grønland på erhvervsuddannelser
- Træder i kraft: 2026
- Mulighed for ophold i ferier og på helligdage (ikke sommerferien)
- Skolehjem får taxametertilskud for at holde åbent
- 2,5 mio. kr. årligt fra 2026 til ordningen
- 2,5 mio. kr. årligt fra 2026 til styrkelse af sociale miljøer
- Adgang til skolehjem midlertidigt lempet til 3 kvarters transporttid frem til 2029
- Del af aftale fra maj 2025 om styrkelse af erhvervsuddannelserne
- Tre politiske aftaler prioriterer samlet ca. 1 mia. kr. årligt fra 2030






Accepter kun nødvendige cookies